Artikler

med tilladelse fra Hendes Verden
som har skrevet en artikel
om mine Gravhunde

På'n igen.

En beretning, især om en anden oktober og en ny begyndelse på Højgaard i 2004.

Berettet af RobertH(valp).

På Nippet

Hvornår har De sidst været på nippet? Jeg selv kommer der nødigt, og
havde ikke den fordømte hvalp Menelaos absolut skullet i søndagskole og
hente os en gang kennelhoste, var jeg næppe heller kommet der
foreløbigt. (Menelaos? Hvem han er? Hvor skulle De vide det fra?
Prætendent og Usurpator er han, tænk at kalde sig Hvalp, mit
koppyretlige tilnavn siden dengang i Det Grønne Område i 89 under ovnen
kvart i tre. De voxne siger jeg kan tage det med ro, han gror hurtigt
fra det, og det skal nok passe, allerede her i adventstiden er han en
større kleppert end jeg ikke er - og jeg var ellers stor i begyndelsen,
Fyldstoffer kaldte Ulfa mig inden Roberval kom ind med mit gode navn.)
Men som sagt, nu hentede han altså den hoste, og jeg hostede fra
Ramadanens ophør og langt ind i Advent, integreret kennelhoste. Var
altså på nippet til De veed hvad ... Men jeg stod det ud, takket være
Dr. Loevphald, Veterinær Hostefordriver - og her kommer nu min lille
årsberetning, den sekstende. Tænk engang over det, hva? 2 i fjerde. Kan
De overhovedet huske firserne? Nå, men nu til sagen, om de voxnes
letsindige påfund og pådragelser i 2004.

På Skrump

Ulmo fik jo abstinenser i sommerens løb - farligt så det ud, det kunne
vistnok udarte til mental skrump, men sådan gik det nu ikke, den slags
har hun styr på, har Ulmo. Abstinenser? Jo, da nu Natasja havde
hjemtaget sin sidste skandinaviske doktorgrad (se nedenfor på vippen),
var der jo ikke meget andet at gøre end at begynde forfra med et nyt
creatur, så der gik lyd til vennerne. Især til Hannemor Hvalpeavler,
allerede kendt for produktet Curie, salig Pasteurs afløserske på
Tuborgvej, en kat-a-ly-sa-tor viste hun sig at være. Nej, ikke noget med
Holger Kat eller Pauline, men tænk engang: Natasja legede pænt med hende
mens hun var på besøg, og så var spillet gående. (Det der med spillet
skriver jeg mest for sømændenes skyld, men det lyder da smart? Det er nu
nok snarere komediespil, men lad dem nu have det.) "Hvis Natasja kan
lide en hvalp, skal hun værfald også have en", var Ulmos mening, og
derfor fik vi en anden oktober. Hvad Natasja faktisk syntes om den nye
hvalp, derom nedenfor.

På Sigt

betyder ikke noget, siger Ulfa (og Ulmo er enig, de plejer ikke at dyste
om sproget). Sigt er enten kort eller langt eller ingenting. Udtrykket
bruges især af snakkefolk der ikke veed hvor nær fremtiden er, men jeg
tror nu ikke de får det bedre af den snak. Efter den kighoste har jeg
vistnok en smule fremtid, i det mindste på kort sigt, og kan stadig
konkurrere med Ulfa, der jo er blevet en gammel knark. - Lad nu være,
knark er da et meget godt ord for sådan en størrelse, og de undlod jo
heller ikke at fejre ham som knark, tror jeg nok - vi andre hunde blev
stuvet af vejen i Liggevognen den augustdag da masserne kom strømmende
(altså hvor det regnede!) for at hylde ham og ikke mindst Ulmo, som har
holdt ham ud i halvdelen af hele tiden (langt sigt, hva?). Der var alle
slags folk, kunne vi spore da vi fik fri: digtende akademikere og
hundeopdragende cirkusdirektører (De husker måske ikke Henny, nuvel,
hende kommer vi tilbage til, jeg mener: hende når vi frem til, hun er
altid foran, er Henny), desuden rejsende murersvende og fordampede
provster, jordemødre og skriftefædre, sågar en forsinket formand der
ikke fik holdt sin tale (det var nu heldigt, for så fik vi den at læse
et par dage efter, vi andre). Gassen gik af fadøllet så alle måtte have
hvidvin og krisehjælp helt fra Nykøbing Falster. Det var nok godt for
mine nerver at jeg var i den liggevogn.

På Vippen

Har De nogensinde været dygtig til Flyball? Nej vel. Jeg selv har holdt
mig fra al denne kunstige aktivitet, alene ordet "agility", kan det
siges? ædjilliti? Må jeg så be om en god dansk aktivitet, såsom at
nedlægge telefonmontører og sådannes sympatisører (fortrinsvis blandt
det arbejdende folk). - Nå, men altså, Natasja "går" til den slags (der
menes "køres"), og især flyball, en godbid på vippen, er hendes kald og
last. (Hun er for resten god til det, i parentes. I det hele taget tager
hun ingen skade af lidt parentes, hun tror hun er så vigtig og støjer
alt for meget.) I år var hun nu imidlertid på vippen i en helt anden
grad, jeg tænker på Den Svenske Bedømmelse. Hvor let kunne hun ikke være
vippet af den første præmie og champignonatet (den sjargong bør De
lære), havde det ikke været for den medbragte dommer, Dommer Henny (fra
det cirkus, De nok husker fra 03) kendt for sin tryllekunst: "Bliv
korthårs!" - strax var Natasja korthårs og DKBCHS (nå, skal De have det
udpenslet: Dansk brugschampignon på spor.) Ulfa siger at det ellers er
den slags, Forsynet og Genetikken tager sig af - men han tror nu også på
så meget andet end det, han bør. Hans fromhed er altid på vippen.

På ferie?

Det hele begyndte (som det så tit sker) ugen før, men lad det nu
alligevel dreje sig om uge 42, den husker nationen bedst, ferieugen.
(Her må jeg holde en mindre forelæsning om den ferie og den uge - i
meget gamle dage, længe før 89 nemlig, holdt man flyttedag den tredje
tirsdag i oktober, og der hører så den ferieuge hjemme. I år faldt dog
den tredje tirsdag i uge 43, og den burde så også være ferieuge. Jeg
gætter på at når det gik os så galt i uge 42, var det fordi det var den
forkerte uge - selvom vi slet ikke skulle på ferie.)

Altså, ugen før, helt præcist ved solnedgang efter sabbaten, ceremoni
skulle der være ("Det blir vel nok en anden oktober!"), hjemtog
Ulveforældrene endelig det længe varslede ruhårede kryb fra Hannemor
Kennelpasser i Store Bøgeskov. Menelaos, hævder de at krybet hedder, og
hvorfor ikke? - vi andre hedder jo også hver sit, man vænner sig til
det. Vi led ham ilde, gjorde Natasja og jeg, RH, men det sagde jeg nu
ikke højt, søgte bare at holde afstand, som man skal blandt ulve. Jeg
har jo desuden prøvet den prøvelse før, i 97, da Gøgeungen fra
Tappernøje flyttede ind, det var det forår da jeg gik i mig selv i
fyrretyve dage efter Mor Deltas henfart, inden Natasja.

Hun tog på vej over det nye væsen, hun kan nu altid finde en vej at tage
på, så det "kære" kryb var vistnok ganske forsagt ... ikke at dét varede
længe, det stod hurtigt klart at når han ikke var fræk, sov han. Jeg
havde heldigvis en køkkenstol uden for hans rækkeevne - men det kan nu
godt føles lidt ubekvemt at være stolehelgen i dagevis.

Ulvefar pådrog sig for resten en influenza den lørdag (for at spare
vaccinationen ?), men den gik nu ikke længe, "Ingen får lov at spille
gammel her!", for Ulmo skulle jo flux af sted over øen til legestue og
hvalpetræning og hvad veed jeg. Godt at jeg ikke blev sportshund,
hvordan skulle jeg ha fået skrevet alt det jeg har, hvis Ulmo havde haft
det sind dengang? (Det var nu nok især den halvdagsplads hos Natasja
Svale, der afholdt hende, og desuden kendte de jo slet ikke Rektor Røpke
dengang og anede ikke hvad adfærd er.) Nå, jeg kunne jo altid ha forsøgt
at spille autist, selvom dét også er farligt: man risikerer at blive
behandlet.

Da ugen var omme, fik Menelaos adgang til Cent-rum, fordi Ulfa have
opstillet en afspærring til Vest-rum, ganske lav, for krybet er jo
hvalp. Lørdag aften var det, og søndag morgen skulle han, Ulfa, som
sædvanligt tænde lys derinde, men glemte afspærringen og væltede som en
skorsten over den. Han har talt længe om at fordi han ikke slog skallen
i bordpladen, fik vi allesammen en næsten almindelig søndag og kun et
mindre skinnebenssår. Ulmo syntes nok han var lidt tumbet, men det var
nu kun indtil hun næste morgen lavede samme trick, og igen den tredje
nat. Så fjernede de obstaclet og fandt på noget andet. Deres idéer
fejler ikke noget, det er kun rækkefølgen der kan diskuteres, og
blåmærkerne.

Hvordan det gik Natasja i uge 42, vil jeg fortælle om lidt. Menelaos
begyndte at støde mig i mundvigen, det smager underligt, men stemmer
pænt med hvad der står i bøgerne om ulveunger. Også det har jeg prøvet
før, men vil nu helst ikke stødes hele dagen i de mundvige. Det var nok
også det støderi der gav mig den hæslige kennelhoste i fem uger.

På Vej

har vi vel hele tiden været, men lige nu er det især tronprætendenten,
Den Lille Menelaos, som er på vej. "Lille" kalder jeg ham for at holde
styr på formerne - men faktisk er han allerede en større kleppert på ni
julekilo. Det har glædet mig at bemærke at han lige fra begyndelsen har
vist mig den opmærksomhed som han skylder et overhoved. Foreløbig er han
i sekretærlære og holder staveøvelser:

vis i on-rer jer o-ver mit go-de navn, så vil jaj ba-re for-tæl-ge jer
at det skyl-les det M, sto-re M, som Han-ne-mor ab-så-lut vil-le ha
får-rest. De få-re-slo ås-se Mu-li-us, men det gik jo ik-ke and, å
Mal-le-brok måt-te Ul-fa ik-ke kal-le maj for grin, å så blev det al-så
ME-NE-LA-OS, en kænt græk el-ler fle-re. De er be-gønt å ta-le grask og
kal-le maj

9 A 3 ? + C ;

for-di de sir at jaj li-ner en lil-le bjårn. Men jaj hed-der
Me-ne-la-os.

Jeg vil ikke afvise at han med tiden måske kan lære at skrive læselige
ting med indhold i, men al begyndelse er jo start nu om stunder.
Foreløbig tror jeg nok at Ulmo er glad fordi han (og hun) ikke længere
skal op kl. tre om natten og ud og gøre og lade i gården.

På klingen

har de måttet gå Holger Kat i år fordi han har tillagt sig månesyge
vaner: ved flere nymåner har han absenteret og fjernet sig i indtil
flere nætter og dage, i begyndelsen til stor skræk for de voxne, som jo
ikke har glemt Dantes himmelfart sidste år. Det har dog været ret
omsonst at gå på den klinge, for Holger røber intet, sidder bare en
skønne morgen på trappen og lader sig servere morgenmad. Værst var det
nu den aften han sad der da jeg skulle ud å vende (sic hvad troede De?)
inden natten. Jeg måtte jo jage ham væk selvom det var sent og jeg
hellere ville i seng. "Det dumme svin", mener Pauline klogt, både når
han er hjemme og især når han ikke er. Her under jul går der rygter om
at han holder katzenjammoree med Basse på Christiansminde og spiser
Janes nissetørfoder på deres høloft, men det er nu ikke usandsynligt at
han også plejer omgang med Dantes ånd og andre astralkatte, som så
alligevel er ham for luftige efter et par nætter. Han lugter i hvert
fald tit parfumeret. Ulfa tror ikke på astralkatte, jeg veed ikke
rigtigt om jeg tror på dem - ser jo alligevel ikke så tydeligt mere, så
hvorfor ikke?

På talefod

Både Holger og Pauline er på talepote med Den lille Bjørn, Menelaos, var
det især i de nætter hvor Ulmo stod op kl. 0300 og holdt kattetræf mens
der blev gjort hvad der skulle gøres. Natasja finder det naturstridigt
og skandaløst at de tre støder næse - hun har aldrig tilgivet Holger at
han bed hende gennem øret dengang i Nordhavn i 02. Nå, men skulle det
lykkes Menelaos at lokke ud af Holger hvor og hvordan man holder
nymånefest, er det næsestøderi vel til at bære. Bare jeg må være fri.

På skrømt

Såsnart Natasja forstod den nye hvalp, fik hun en dum idé: "Ham må jeg
opdrage." Hun anede jo ikke den første ting om hvordan man opdrager en
hvalp, har hun måske gået på opdragelseskursus hos Irene eller Rektor?
Det lyder rent ud sagt hverken godt eller småt når hun tager fat på den
opdragelse (selv om hun ikke er vred eller kun er det på skrømt), og
Ulmo må hele tiden råbe meget højt og stille sig imellem og tale
ulvekropssprog. Har De nogensinde set den dialekt? Natasja lader som om
hun tror det er sønderjysk og derfor ikke kan forstås og komme hende
ved. Så råber Ulmo bare endnu højere, og Ulfa tager hørebøfferne på (det
smarte ord har han lige lært af Tobias Skoledreng. Ulfa kan godt lide
smarte ord, tror jeg, især hvis han selv har fundet på dem). Menelaos
vil vist helst lege og være fri for opdragelse, men hvordan skal det så
gå ham - ja, det er Ulmo og Natasja enige om. Og det er jo altså kun for
sjov og på skrømt at hun gøer så højt at Ulmo må råbe så højt. Vi gamle
hanner kunne egentlig godt ønske os lidt gammeldags gammelmandsro
og -fred.

På spanden

har de voxne vist aldrig været så dyrt som nu: tænk, de har fået
(sludder: de har betalt) et ægte miniforureningsanlæg til at tage sig af
deres miniforurening. Det kongelige danske miljeuuvæsen har nemlig helt
af sig selv pålagt Kommunen at pålægge dem at forbedre
molekylekvaliteten i Snertinge bæk, og til den ende (!) stillede Klaus
Kloak her efter Mortens dag med Rendegraver Langballe (det er ikke noget
jeg finder på!) og gravede udlandet op og gylletankene ned. Tænk, det
kører på pumperne døgnet rundt, også når de ikke skal, Ulmo og Ulfa. Må
jeg så ikke be om vi-andres gårdture. Til påske skal Ulmo nu nok få
slettet sporene med lidt havearkitektur. Tænk på hvad hun fik ud af den
trekant jord, Otto absolut ville af med selvom han ellers aldrig vil af
med jord, men pløjer skelpælene ned og op. Trudshøj Vang fik hun ud af
det, takket være Skovfoden og Hedeselskabet.

På jagt

er Natasja permanent og hele tiden, efter kattene nemlig. Det gik galt i
uge 42, det også, den morgen Ulfa væltede uden at slå skallen. Den
morgen var Pauline ikke sluppet ind i Dueslaget før Ulmo lukkede Natajsa
ud i gården, og hun måtte så hænge sig om halsen på sin bedste ven,
måtte Pauline, på ham Ulfa. Men hvem hang i Paulines bagben? Og slog sig
omtrent til lirekassehund da hun blev rystet af? Natasja måtte til
Dyrlægen og siden holde bur i ti dage med hold i ryggen. Man skulle tro
hun blev klogere af sådan en kur, mente Pauline da hun omsider lod sig
lokke ind igen - men det er der nu ikke noget der tyder på.

En noget mere fredelig jagt kan man faktisk godt gå på i Trudshøj Vang,
deres flotte nyskov - ja de var en overgang simpelthen nødt til at gå på
jagt. Den dag prinsen giftede sig, hegnede Skovfoden skoven ind for at
hindre Dyrene i at hindre egene i at blive til ege. Hegn hele vejen
rundt. Det var bare så uheldigt at hegnerne overså et rålam, der altså
blev glemt derinde. Og savnede sin mor som savnede sit lam og derfor
sprang over hegnet ind i skoven. De voxne måtte ud å jage, klapjagt
sammen med Flemming factotum, og jaget blev de da, de arme rå dyr.
Moderen sprang ud igen, hvis det da ikke var en kusine, men lammet blev
længe indenfor. Først da Flemming fik fixet lågen, lykkedes det at holde
skoven dyrefri.

På falderebet

er også en god sømandsfloskel selvom der vist efterhånden ikke er mange
der veed hvor sådan et reb falder hen og hvorfor. Det er et godt solidt
og rummeligt reb, hvor mange kan gøre mange ting samtidig - når jeg
tænker på hvor tit nogen gør noget på falderebet. Noget af det man kan
gøre, er at beskikke sit hus og bo, skrive sit testamente. (Tag det nu
roligt, testamenter er jo ikke det samme som nekrologer, testamenter
skal man skrive mens man har sit gode omdømme - og lidt at fordele.) I
mit testamente skal der fortrinsvis stå hvem der har ret til at skrive
videre på min saga når jeg har sat punktum. Nogle (tumber ?) kunne finde
på at foreslå Ulvefar, men er det nu klogt at pege på den ældste i
flokken? Han kunne jo også gå hen og falde fra hvad dag det skal være -
for slet ikke at tale om det rent saglige: Har De nogensinde læst noget
han har skrevet? Hans stil og hans måde: fodnoter og lagkagediagrammer,
postulater og paradoxer - det kan man da ikke byde nogen læser. Kunne
det så være Ulmo? Det kunne vel nok gå an selvom der er en risiko for at
læseren selv skal skrive det meste: hun tænker som en krydsogtværs,
siger Ulfa. Ja men det er hun god til, er Ulvemor, det siger selv Fritz
Rasmussen i Ringsted, ham med Weekendavisens Store og Svære. Han får tit
nogle venlige hug af Ulmo.

Jeg er alvorligt bange for at der kan opstå et vacuum medmindre ham
Menelaos får lært at stave lidt bedre og desuden at tænke sig om. I
sådan et tomrum kunne man risikere at Holger Kat ville gribe griflen og
udnytte min fortræffelige læserkreds. Husker De måske ikke vor
korrespondance i tallerkenrækken? I år har der kun været et enkelt
tilløb, lad mig nu lige se - jo, her kommer det, med mine spidse
parenteser:


Hr RobertH, geront.

<Han tillader sig ellers, hvad? Geront, min fod! Tror han jeg er en
ældresag?

Vi, det er Pauline Kattepige og jeg, Holger, har tilladt os for DIT, Det
Internationale Tigertribunal, at indbringe klage over den skævdeling af
tid og rum som De og Deres pårørende har institueret

<Han mener vist bare bestemt og iværksat, men han skal jo krukke.

derved at vi fra kl. 06 til 22 er henvist til at gøre tjeneste i stald
og lade - ja undertiden at vi den hele formiddag er indeklemt i
Dueslaget - alene fordi Deres dyrlæge har udspredt rygter om at vi bider
folk igennem ørerne.

<Jeg skal sprede hans rygte - desværre kan Natsja ikke længere fremvise
noget ar, men jeg minder læseren om at selv den der ikke har set, dog
godt kan tro.

DIT har endnu ikke udtalt sig, men mens vi venter på retfærdigheden,
tillader vi os at udeblive punktvis - ja dagevis - fra det utålelige
regimente, og slå os ned hos Basse Nabocat og hans forstående veterinære
forsørger. De anmodes om at viderebringe denne opsang til rette
vedkommende og hvem det måtte rage.

Deres utålmodige etc.

Holger, Panter & Dæmonisk Bamse

med ret til at bære samme.

***

Nå, men altså: her på falderebet i 2004 ønsker jeg mine læsere et godt
år. Skulle jeg ikke vende tilbage til næste jul, må De gerne sprede det
testamente at jeg har haft et godt jordisk liv og ikke føler trang til
at trække det ud i evigheder med hoste og tandpine, gigt og stær. Visse
mangler ved visse forestillinger om evigheden falder i øjnene: Alle vi
canine og feline venner af Homo Sapiens - veed det fæ (HS) overhovedet
hvad der bliver af os hinsides Vindebroen? Det kunne jeg godt spinde en
ende over. Vær ikke alt for sikker på at ikke netop det bliver næste
punkt på dagsordenen. Verden trænger til ordentlige endespindere (og bør
ikke nøjes med det lumske småspind som Holger og Pauline kan præstere.)

Jeg tillader mig at hilse Dem, kære læser, med mit vante


Jeg forbliver etc. Robert H(valp).

Med tilladelse fra Showdogs takker alle to og firbenede for at måtte anvende deres artikel om healing og vores kennel og opdræt
Vi henviser til Showdogs.

Og håber at mange vil besøge Showdogs som er en hjemmeside hvor der er utrolig mange inspirerende ting og artikler med rigtig mange gode indslag og hele tiden med hurtige opdateringer af resultater fra udstillinger, den er et besøg værd.

Vi håber rigtig mange vil gøre brug af Showdogs til at få deres resultater bragt f.eks. fra udstillinger og prøver, de bliver hurtigt opdateret og er altid ajour

 

Med gravhunden på elgjagt i de Svenske skove.

Gravhunden er en fantastisk jagthund ikke kun til grav og schweis, men den udmærker sig også som drevhund. Drevet i gravhunden er ikke bare sådan at få, det er  let at få den til at drive, men at drive med hals, ja det er en gave, nogle helt specielle egenskaber man skal bibeholde og fremelske i sin avl. Mange gravhunde driver på synet, altså når de ser vildtet, men dem bruger jeg ikke, de virkelig gode driver på foden af vildtet, dvs. de kan lugte at vildtet har gået der og de allerbedste starter først deres drev når foden er varm altså vildtet er lige foran dem inden for nogle få hundrede meter. Jeg har i flere år brugt specielt 2 af mine gravhunde på drev i Sverige, Aske og Bibiana, dels fordi jeg ved de driver med hals og dels fordi de er meget lydige og jeg kan stole på dem at de kommer tilbage når de er færdige, de kan udføre et selvstændigt arbejde og er udholdende. I år var de da som sædvanlig også med og vi var 22 mand og mig kvinde, delt i 6 hold, 4 til at sidde for, 2 til at drive, min mand Søren og jeg plejer at være på samme hold, men sådan var det ikke i år og ja, det betød jo at hundene skulle ud i hvert andet drev og det er hårdt, da de svenske skove er meget kuperede, der er højt voksende lyng, fældede træer med kvas og blåbærbuske. Der er moser, myr og bække og gravhunden er jo en lille kortbenet hund, så den skal arbejde ekstra hårdt for at komme frem i mange af områderne. Artiklens forfatter, med elg skudt i 2001.   Det var koldt om morgenen, tæt på frysepunktet og med regn og slud, men op af dagen blev vejret fint og endda solskin, men vi var forberedt på det værste, da vi ofte har oplevet forrygende snevejr på elgjagterne så termoundertøjet vanter og huer var pakket ned i kufferten og termokander til ekstra megen varm kaffe, ekstra høj energi til hundene, for når vi er sultne midt på dagen, ja så er det meget vigtigt at huske, at hundene er lige så sultne og tørstige og skal have både mad og vand. Ved parolen indprentede jeg mine jagtkammerater, at det var vigtigt at alle var med til at samle hundene op når såten var ved at være slut, så vi kunne få dem med videre i løbet af dagen. Første såt skulle jeg være med til at drive og hundene rystede af iver og ja, jeg var også lidt spændt, hvor hurtigt fik de drev og kunne jeg styre dem i drevet, så da vi satte i gang og hundene var sluppet fri, ja så gik det over stok og sten, næserne arbejdede flittigt i jorden og så startede Aske og han drev med fuld hals efter et stykke råvildt, vi kunne ikke følge ham, men høre hvor intenst hans hals var og den gik dybere og dybere ind i skoven mod skytterne. Foran os sprang en hare og Bibiana som kom løbende ramte den varme friske fod og satte i et skrig efter haren, jeg kaldte hende af for jeg var ikke interesseret i at hun drev med den, vi skulle jo gerne have et drev på elg. Hun kom lidt slukøret tilbage, men kun for at rejse et rådyr og drive med det. Fra en af posterne lød skud og vi var spændt på at se hvad det var og da vi havde drevet det meste af såten, kom vi til nogle af skytterne som fortalte, at der var skudt en kalv og det er simpelthen så skønt at høre når hundene har arbejdet så fint at det har båret frugt. Såten var slut og Bibiana var med, men ikke Aske, så vi kørte tilbage til hvor vi var startet for at se om han var der, men nej, så vi satte hans transportkasse af og kørte tilbage til de andre, der lagde vi et tæppe og blev enige om at se efter ham efter næste såt, vi vidste jo at han ville søge mod kassen eller tæppet, start og slutpunktet. Fra radioen lyder, vi har din hanhund, ganske rigtigt han var søgt tilbage til startpunktet og nogle jagtkammerater kunne samle ham op. De var ude i 3 drev den dag og hver såt er på 500 tdl. så der skal noget energi til, men vi fik skudt 1 tyr, 1 kalv og 1 ræv og det var meget trætte hunde vi fik med hjem til vandrehjemmet, de fik mad og så hørte vi ikke mere til dem, når de skulle luftes gik de på ømme fødder og havde ikke den store lyst til at rejse sig. Mange af vores jagtkammerater var sikre på, at de ikke ville komme i gang dagen efter, men jeg vidste bedre og om morgenen var de da også klar da jagt tøjet blev taget på. Sørens hold og et mere skulle drive første såt og jeg skulle sidde for og efter en tid kunne jeg høre Askes gøen i skoven, der går et stille frydefuldt gys igennem en når man sidder der og lytter til sin hunds drev, det er som sød musik i ens øre og så lyder der skud og alt bliver stille. Jeg sidder spændt og venter på besked over radioen hvad der er sket. Min biltelefon ringer og det er en fra mit hold der fortæller at der er skudt en stor ulige 14 takker tyr, ventetiden er lang, for ingen må forlade posten før såten er blæst af og så kommer beskeden, jeg beder over radioen at alle samles ved den post, hvor elgtyren er skudt. Heldigvis er det lige ved siden af mig så jeg var hurtigt derhenne og fik fortalt hvad der var sket, Aske var kommet drivende oppe i kanten af skoven med fuld hals og de to skytter var parate for de vidste at der sikkert ville komme vildt for og det gjorde der, først den store elgtyr der blev skudt, efter den en 4 takker tyr som han ikke måtte skyde (kun 1 voksent dyr pr. mand), derefter kom 1 ko med kalv og 1 ko mere, med kalv altså 6 elge havde han drevet ud, helt fantastisk. Søren kom og fortalte mig, at der var en stenkiste kort inde i drevet, hvor han havde løftet hundene over (en stenkiste er en gammel bæk der er bygget op i sten og er temmelig dyb og vandet løber langt nede ), han var startet drev hurtigt efter og havde drevet til der var blevet skudt og derefter havde han ikke mere kontakt med hunden, men Bibiana havde han med ud. Aske med ejer og skytte, samt elgtyren.   Der blev kaldt over radioen at Aske var samlet op og puha, lettet er man, her ligger en stor tyr drevet ud af ens hund og begge hundene er med tilbage, så kom en af vores jagtkammerater og fortalte mig at jeg skulle være glad for at Aske var i live og jeg kikkede uforstående op på han og så fortalte han at han havde stået på bagpost og pludselig medens han stod og ventede på signal på at såten var forbi, havde han ca. 70 m inde i skoven hørt en underlig pibende lyd, han var gået ind for at undersøge hvad det var og var kommet til stenkisten og dernede i dybet svømmede Aske rundt og kunne ikke komme op. Han lagde sig ned og med hele overkroppen nede, kunne han nå hans ene øre og trække ham op. Da han havde sundet sig lidt løb han videre direkte mod startpunktet, hvor han blev samlet op. Jeg var dybt rystet, men min jagtkammerat meget taknemmelig, for hvis han ikke havde handlet og været opmærksom på lyden, ja så havde min hund været druknet. Den næste såt var der hvile for hundene, for at skulle ud i et drev mere  og der blev skudt 1 tyr og 2 kalve den dag. Om aftenen, ja der kunne Aske overhovedet ikke gå, han måtte bæres ud og hverken ham eller Bibiana  havde hår tilbage på brystkassen og huden var skrabet af pga. den frosne lyng, så vi blev alle enige om at de skulle ikke ud mere, de havde lavet et helt fantastisk stykke arbejde. Men ak, næste morgen da de hørte klokkerne fra halsbåndene, ja så var de klar igen, glemt var ømme ben og fusser og glemt var gårdagens hændelse, vi skulle på jagt kunne man fornemme de sagde, så okay jeg skulle drive i første såt så jeg tænkte de kan vel bare lunte med, men ikke to minutter inde i såten startede Aske et kanon drev op og kort efter Bibiana og der lød skud og en kalv mere på paraden, hundene blev samlet op på sidste såt inden vi stoppede denne elgjagt, her skulle ikke hund med for vi kendte såten og vidste at her kunne vi lede længe efter hundene, men inden drevet overhovedet kom i gang lød skud og signal skud og ja, en tyr mere og så var vores kvote skudt op. Vi samledes for at evaluere jagten og alle var enige om at det havde været nogle forrygende gode dage med god skydning, gode hunde og fantastisk kammeratskab og vi glæder os allerede til næste års elgjagt og hundene ligeså og jeg tror ikke jeg siger for meget når jeg siger at de er mere end velkommen igen og igen. Frokost i de Svenske skove.   For Bibianas vedkommende var det 5 elgjagt og for Askes vedkommende 4 elgjagt. Det er kunstigt at tænke sig at sådan en lille hund kan formå at drive med en stor elg på ca. 300-400 kg og endda flere på en gang, men det beviser bare at gravhunden ikke frygter noget som helst når først de vil gå på jagt, men man ved godt inderst inde at det kan gå galt og at man en dag kan risikere at miste sin hund, men mine hunde ville blive dybt ulykkelige hvis de ikke fik lov til at komme med og jeg håber af hele mit hjerte at jeg ikke mister en af dem på jagt, hvor man måske aldrig finder dem, denne gang var vi i hvert fald tæt på men heldigvis gik det godt og man må lægge de tanker bag sig, hvis man vil bruge sine hundes fantastiske egenskaber og det har vi valgt at gøre og jeg er sikker på at vore hunde sætter stor pris på det. Oplevet og skrevet af Hanne Andersen, Kennel Ravnsager.

Vi herfra Kennel Ravnsager vil gerne takke Showdogs for, at de have spurgt om vi ville skrive noget om vores jagttur det har været en fornøjelse, at nedfælde ens oplevelser med sine hunde på jagt og dele dem med andre. Vi har lovet at vi vender tilbage senere på året med endnu en historie.

Vi har spurgt, Hanne Andersen, Kennel Ravnsager
Hvor mange hunde er der i din kennel og hvor mange hvalpekuld har du lavet? Jeg har 20 hunde i min kennel, hvoraf flere af dem er ved at være ældre damer, som ikke mere indgår i avlen, men som stadig skal blive her og nyde deres otium, man skal jo ikke bare kasseres fordi man er blevet gammel, dog er nogle få kommet i familier hvor de har et liv som i paradis, men det er helt specielle mennesker der får lov til at overtage en af vores voksne ældre hunde og som jeg følger på tæt hold. Hannerne er det derimod bedre at bruge når de er ældre fordi de er ovre den alder hvor skavanker som diskusprolaps viser sig og vi har nogle hanner som er 6 og 8 år og som vi gerne bruger i vores avl. Jeg har igennem årerne lavet ca. 50 hvalpekuld, det lyder af mange men jeg har haft opdræt siden 1973 ikke kun med gravhunde men med schæfer, newfoundlænder og labrador, men nu er det kun gravhunden jeg avler på. Jeg anvender helst ikke mine tæver i avl efter de er mellem 7-8 år, men hvis jeg gerne vil beholde en selv efter en super god jagt linie, ja så kan jeg godt vige lidt fra reglen, men ellers syntes jeg de skal have deres alderdom i fred og ro og ikke trækkes med hvalpe. Jeg startede med min første gravhund Bonnie i  1992, jeg brød mig faktisk ikke om gravhunde på det tidspunkt, jeg havde alle de samme meninger om gravhunden som mange andre også har, men hun skulle bare have et hjem ellers ville hun blive aflivet og ja jeg sagde jo ja til at prøve og hun forandrede hele mit syn på gravhunden. Hun var en lille standard der senere blev nedmålt til dværg og i løbet af bare to timer havde hun taget fører positionen over vore 3 labrador og vores Newfoundlænder og har bibeholdt denne lederposition lige siden og hun er nu over 11 år gammel og stadig en aktiv dejlig gammel dame. Efter hende kom der flere til for jeg blev helt besat af denne lille størrelse og hele dens fantastiske stærke psyke og ja så har vi jo beholdt afkom og jeg har hentet en del nyt avls materiale hjem fra udlandet, men jeg ville ikke undvære en eneste af mine hunde, de er blevet hele mit liv. Hvert af vores børnebørn er medejer af en af vores gravhunde og interessen hos dem er meget høj og den ældste vil gerne med mormor på udstilling, de er højt elsket af vores hunde og det er gengældt og der er gensidig respekt.
Hvad lægger du mest vægt på i dit opdræt?   Hos en Gravhund er der jo mange ting, der spiller ind. Den skal være jagthund, familie hund og se godt ud. Det jeg lægger allerstørst vægt på i mit opdræt er mentalitet og sundhed hos gravhunden, det er utroligt vigtigt at vi bestræber os på at fremelske et godt og venligt temperament. Gravhunden bliver solgt lige så meget til familiehund som til jagthund og i begge henseender skal vi kunne være racen bekendt. Gravhunden har desværre ry for at være en gøende, arrig rad der kun gør hvad den selv vil, men det er på ingen måde rigtigt. En gravhund skal og kan opdrages som en hvilken som helst anden hunderace skal, den skal være til glæde for dem som har den og det er vigtigt at komme ud med hvalpen og lære den at færdes mellem andre og større hunde, man skal være fast og bestemt i dens opdragelse uden at kue den, men samtidig vide at det er en hund med en fast psyke, den er stolt og ædel og i mine øjne en helt igennem robust og sund hund, Gravhunden kan sagtens være både familie, jagt og udstillingshund på en gang og det er jo ingen skam at have en pæn, lydig og glad jagthund. Jeg sætter stor ære i at mine hvalpe er født og opvokset i hjemmet og bliver vant til alle de lyde der nu engang er og de bliver taget op og kælet med, på den måde får de nye hvalpekøbere en hvalp der er tillidsfuld og ikke farer sammen hver gang et barn taber noget på gulvet eller løber forbi den, det er et stort ansvar og arbejde at have hvalpe, de skal stimuleres og passes og opleve andre ting end lige hvalpekravlegården. Vi er så heldige at have en have på 1 1/2 tdl. og der er rig udfoldelses og opdagelses muligheder for hvalpene og de voksne hunde. Vi har 4 børnebørn og de elsker at sidde med hvalpene, men ved at alt skal foregå nede på gulvet så hvalpe ikke falder så langt hvis den springer ud af hænderne på dem og hundene elsker når de kommer og er trætte når de tager hjem igen. Jeg gør meget ud af at fortælle hvalpekøbere med børn at hvalpen skal have et sted der er dens eget og der er det forbudt at skælde den ud og forstyrre den hvis den sover eller lægger sig der. Jeg kan fortælle at hvis en af mine har lavet ulykker ja så farer de over i deres kurv eller kasse og ser lige så triumferende på mig for jeg skælder ikke ud der, så de er også beregnende. Jeg har et højt sundhedsindeks på mine solgte hvalpe og de bliver gamle uden skavanker og det vil jeg gerne fortsætte med, så jeg har indført noget nyt når jeg sælger hvalpe for at skabe et overblik over hvordan sundhedsindekset ligger nu hvor jeg har købt nyt avls materiale, betaler jeg noget til hjælp hvis folk vil ryg fotografere og øjenlyse deres hunde når de er gamle nok. Jeg tror vi får flere med ad frivillighedens vej til at ryg fotografere og øjenlyse deres hunde. Jeg bestræber mig på at holde kontakt til de fleste af mine hvalpekøbere og ved derfor hvordan hundenes helbred har det om de har nogen skavanker o. lign.	I 2000 blev Aske brugt som reklame for Block Bosters
Bruger du selv dine hunde til jagt, eller træner du kun hundene for ”sjov”? Ja, både min mand og jeg er aktive jægere og vi bruger flittigt vores hunde på jagt, det er såvel, grav som drev og Sweiss. Vore hunde elsker at komme med på vore jagter og er kærkomne gæster især på drevjagter. Selvom man ikke går på jagt, syntes jeg man skylder hunden at træne dens medfødte jagtegenskaber og det er en myte at man ikke kan styre sin hund hvis man træner den, så vækker man dens jagtlige instinkter, NEJ man giver den mulighed for at bruge de sanser som den er født med og hvis man har prøvet at træner fx. spor med sin gravhund så ved man også at den er træt bagefter, den skal arbejde og bruge sin næse og det trætter den utroligt meget, men man får en glad og veltilfreds hund ud af det. Også vores gamle hunde kommer med til træningen selvom de ikke bruges så meget mere på jagt, men de har jo ikke glemt det og vil gerne med ud og trænes og have de oplevelser med. Jeg sætter jagten i vore hunde meget højt og ofte må man træne meget for at de er klar til jagt, men sådan er det man får ikke foræret noget man må arbejde for det, men både hund og ejer får nogle gode oplevelser. Jeg træner mine hunde 2 gange om ugen og starter allerede når de er 4 uger gamle med skind, råvildtløb osv. og hvis vi har skudt en hare eller ræv ja så får hvalpene lov til at ruske i den så de begynder at snuse til jagten allerede som hvalpe.
Hvad skal man især overveje, hvis man påtænker at anskaffe sig en Gravhund. Har den overhovedet en plads som almindelig familie hund? Selvfølgelig har en gravhund en plads som en familiehund, men man skal give den nogle muligheder for at bruge deres naturlige og medfødte egenskaber. Man skal have tid og overskud til at have en hund og så er det er lige meget hvilken hund man vælger, det er ikke et stykke legetøj man kan lægge væk når man nu ikke gider at lege med det mere. Når man som travl udearbejdende familie kommer hjem fra arbejde er der mange gøremål, men de må altså tilsidesættes lidt for hunden som har været alene hele dagen, den skal også have TID og det er ikke kun et klap og det var dygtigt at du kunne være alene hjemme. nej der skal gåes tur og leges og så skal man huske at den skal have en masse kærlighed, med kærlighed og opdragelse kommer man længst med sin gravhund. Man skal ikke anskaffe sig en gravhund hvis det er for at børnene skal have en hund at lege med, hele familien skal være involveret i anskaffelsen og det skal ikke være børnene der vælger eller skal stå for hunden, det er den voksnes ansvar og det er dem der skal vælge hunden til familien, eller som jeg plejer at sige til mange af mine hvalpekøbere det er gerne hunden der vælger sin nye familie. Hvis jeg har en hvalp der ikke af en eller anden årsag vil komme hen til familien og de nu så gerne vil have den, ja så sælger jeg den ikke til dem for den har tydeligvis selv sagt fra og vil formentlig ikke trives i den familie. Jeg har af og til sagt nej til hvalpekøbere fordi jeg ikke føler at det vil føre til noget godt med en hvalp og føler at det er det rigtige at gøre, det er ikke bare om at komme af med hvalpene man skylder dem også at få en god og kærlig familie.
Er der nogle temperaments forskelle på de forskellige pels varianter.? Ja jeg syntes jo der er temperaments forskel på de forskellige hårlag. Den langhårede gravhund er mere blid og føjelig og man ser ofte at en opdrætter kan have flere hanner gående sammen uden problemer, men i de senere år er der flere af de langhårede gravhunde der har vist sig helt fantastiske på jagt. Den korthårede gravhund ligner nok mere den ruhårede i temperamentet, der er mere jagt i linierne og det gør måske, at de er mere fandenivoldske indimellem. Den ruhårede kan være sværere at opdrage hvis man ikke er konsekvent, for hvis man ikke kan stå for det uskyldige blik der siger "det var da ikke mig" og begynder at grine ja så er den som børn den gik så prøver vi igen. Det er fx ikke mange der kan have flere hanner sammen hvis der er tæver, også jeg kan i hvert fald ikke, de vil slås til en af dem dør, men hvis man kun har nogle hanner sammen kan det sagtens gå, der vil gerne være en der tager føringen og bliver BOSS og sådan er det også med tæverne. Hos mig har jeg min gamle dværgtæve på over 11 år, hun er førerhund for mine dværge og miniaturer, ingen vover at prøve at tage pladsen, men de andre indbyrdes kan godt finde på at slås om rangordenen, det tror jeg kendetegner den ruhårede gravhunds temperament lidt, men selvfølgelig er her også nogle der er meget bløde i sindet og her skal man være mere påpasselig. En gravhund skal være vågen og fræk i blikket, det er jo der kendetegner den, altid på vagt efter nye numre.
Er der nogle temperaments forskelle på de forskellige størrelses varianter.? Ja jeg syntes der er stor temperaments forskel på de små størrelser og standarderne. De små varianter er mere aktive og nok også lidt mere gøende end de store, det er som om de skal kompensere lidt for at de er mindre, men de tror selv at de er rottweilere, men som helhed er det den samme hund bare i mindre format. Jeg har dværge og miniaturer der går lige så godt på jagt som standarderne og de stammer jo også derfra, men man har så bevaret at avle på de små hunde så de har fået deres egen størrelsesvariant. Ofte har vi syntes det var en fordel når vi på rævejagt har kunne bruge en af vores dværge, de er hurtige og ræven bliver lidt usikker for de ved ikke hvor de har den lille størrelse henne og vi er endnu aldrig gået fra en grav hvor en af vores dværge ikke har smidt ræv ud, de er hurtige som lynet og så er de her og så der ingen problemer med at komme igennem gangene.	Gravhunde, har det rygte, at de er stædige og egenrådige. Er det noget du kan genkende.? Gravhunden kan være en "stædig "og selvstændig rad, men det er jo derfor jeg elsker denne lille størrelse hvis den har sat sig noget i hovedet ja så stopper den ikke før den har fået udført det den ville derfor er det også en formidabel jagthund, det oplever man når den er på rævejagt hvor den bliver ved og ved til den har vundet og hvis man opgiver og det sker jo (så har ræven vundet den dag) ja så kikker den langt efter graven medens man bærer den op i bilen, men man skal respektere vildtet og gå når ræven ligger for fast til at den vil springe.. Derfor er det også vigtigt at man er konsekvent i dens opdragelse og lydighed er en stor faktor for intet er værre end en ulydig gravhund der gør hvad den selv vil og slår ørerne ned når man irettesætter den eller forsøger at opdrage den. Specielt på drevjagt som vi ynder meget, er det vigtigt at lydigheden er i orden for du skal kunne stole helt og fuldt på at din hund søger tilbage efter drev og ikke bare farer et eller andet sted hen, så derfor er det utroligt vigtigt allerede fra hvalp af at rose hunden når den kommer når man kalder og have godbidder i lommen og det hjælper ikke bare at sige dygtig når den kommer, nej ofte må man ned og ligge og råbe HVOR VAR DYYYYYgtig  så hunden virkelig forstår "her har jeg gjort noget rigtig godt" Mange af mine hvalpekøbere kan nikke genkendende til at mine hvalpe allerede fra helt små kender fløjte/hvislelyden, det betyder mad og en flok hvalpe der ligger og sover og de hører denne lyd farer op som en raket og kommer farende over til mig, de er opfødt med den lyd og det betaler sig.
Kan du nævne en eller to episoder, der kendetegner en gravhund.? Jeg har  en  tæve der bare ikke vil have klippet negle eller hvis den skal have øredråber, den nægter at komme, den ruller sig sammen i et hjørne at kassen og skal nok prøve at lægge sig så det er umuligt at få fat i den, den vil bare ikke og må senere snuppes når den kommer selv og jeg skal så huske at tingene ikke skal stå så hun kan se dem for så er hun væk igen. Samme hund er altid med min mand og jeg på jagt og hvis min mand tager af sted uden hende fx. til Sverige en weekend, ja så ligger hun på trappen til 1 sal på et af trinene hvor hun kan se ud på vores parkeringsplads og der bliver hun til han kommer hjem igen, maden skal serveres der og hun skal tvinges ud og besørge. Når min mand så kommer hjem igen ja så værdiger hun ham ikke et blik de første timer og hvor meget han end forsøger at få kontakt til hende ja så er hun bare fornærmet og nægter at have noget med ham at gøre, det er straffen hun giver ham for at han er kørt uden hende. En gravhund glemmer heller ikke hvis du har raget dig uklar med en gravhund ja så kan du forvente at I er uvenner altid, jeg havde en som gøede meget og min mand stod og vaskede bil og hun blev bare ved med at gø og gø og han tog resolut vandslangen og sprøjtede vand på hende og siden den dag var de uvenner. Han gjorde alt for at blive gode venner med hende men NEJ det tilgav hun ham aldrig og hver gang hun så ham gøede hun nok lige så meget fordi hun vidste det irriterede ham at høre på. En gravhund er en gravhund og sådan vil det altid være, den er hovmodig, stærk, tro, udholdende og bare det bedste der findes, den går ikke af vejen for at fortælle at den ikke er bange for noget og er en hengiven ven, der kan sætte de mest bedende øjne op når den vil opnå noget.
Af de hunde du har ejet, er der så især en, du vil fremhæve? Enten for sit udseende eller brugsegenskaber. Det er et svært spørgsmål for jeg elsker jo alle mine hunde lige højt og hver af dem har deres helt specielle personlighed, men hvis jeg skal fremhæve en ja så må det jo blive min dejlige han Aske, han er bare "mors hund" han er husets konge og han har den egenskab at han er en fortræffelig barnepige til vores hvalpe, han elsker at lege med dem og kan blive ved i timevis. Jeg har ham altid med på vores drevjagter og jeg kan stole blindt på ham, han er lydig og en formidabel driver, han er udholdende og stærk. Han er glad for alle mennesker og alle er vilde med ham, jeg tror det er hans personlighed der gør det og jeg kan ikke være vred på ham ret lang tid af gangen, han er en helt speciel herre og jeg har et meget blødt punkt overfor ham og ja her kan jeg modsige mig selv for ham kan jeg næsten ikke skælde ud hvis han har lavet noget galt det gør ondt helt inde i mit hjerte. Alle der kommer her elsker ham og folk står i kø for at må overtage ham når han bliver gammel, men han kommer aldrig herfra anden på en forhåbentlig naturlig måde, han bliver som nævnt brugt meget på drevjagter og for nylig var vi ved at miste ham på en drevjagt i Sverige, men han blev reddet af en af jægerne der var meget vågen og handlede hurtigt det vil være en stor sorg og et stort tab for mig den dag han ikke er her mere han er ikke uerstattelig, men for mig er han, hans lige findes ikke i mine øjne. Folk siger gerne til mig at jeg skal få mig en "aflægger" efter ham men vi trækker jo tiden ud for han er jo aktiv mange år endnu forhåbentlig og han kan ikke med andre hanner så måske når han bliver gammel og mere tolerant over for en han hvalp får vi en han efter ham til at afløse ham. Han er en utrolig smuk herre der er blevet Multichampion, han har vundet Berlinervinder titlen 3 år i træk i Berlin og han har 1 pr. både på grav og drev, så det er mere end man kunne ønske sig og så oven i købet en suveræn jagthund og avler suverænt jagt og temperament.
Hvis du skulle vælge en anden race, hvilken ville det så blive.?  Ingen tvivl om hvilken det ville blive for min store kærlighed ligger hos Newfoundlænderen som jeg har haft før, den er nok gravhundens største modsætning, stor ,rolig og kan ligge hele dagen ude i den største snedrive den kan finde og en dag vil der også komme en hertil igen, men det må vente til vi får tiden til det, men den er bare en super dejlig hund, men gravhunden står mit hjerte mest nær så den vil altid findes i vores hjem, men også Sibirien Husky er en af mine favoritter, jeg syntes det er det smukkeste syn når jeg ser dem på udstillinger eller på slædekørsel, de er helt imponerende.
Showdogs.dk, siger tak til Hanne Andersen, Kennel Ravnsager

 

Healing af hunde

Mange spørger mig om man kan heale hunde og svaret er JA det kan man og med god effekt.
Jeg er uddannet clairvoyant og healer og har healet en del hunde, som har fået et helt nyt liv.
Det vigtigste for at starte en healing af hunden er at der er en harmoni mellem hund og behandler, for hvis den mangler vil man ikke komme til et godt resultat, præcis som hos os mennesker, passer harmonien ikke ja så fungerer det ikke, man skal have tiltro til sin behandler.
Ofte er hunden utryg i starten hvilket er meget naturligt, men man mærker hurtigt om der er grobund for et sammenarbejde hvilket er det vigtigste i behandlingen.
Jeg starter med at få en positiv kontakt til hunden og den tid bruger jeg også på at "tune" ind på hunden og føle hvor og hvad problemet er.
Jeg er i besiddelse af det man kalder følesansen og her føler jeg de samme smerter, ubehag og lign. som hunden har, dem sammenholder jeg med ejerens beskrivelse af problemet og får dermed en indsigt i hvad og hvor jeg skal bruge mine energier.
Jeg starter med en blid berøring/massage hen over hele hundens krop for at få den til at slappe af og jeg mærker tydeligt hvor problemerne sidder, det brænder simpelthen i mine hænder.

Jeg henter energier ned fra universet og beder om hjælp til at hjælpe hunden med dens problem eller sygdom, derefter lader jeg mine hænder hvile og heale på de områder der er i ubalance.
Ofte bliver hunden urolig i starten men slapper mere og mere af efterhånden som healingen skrider frem og jeg slutter af med igen at berøre hunden med blide bevægelser på hele kroppen fra snude til halespids.
I dagene efter healingen kan hunden godt finde ubehag i form af træthed, kvalme og diarre men det er en naturlig proces der sker i hundens system, mange hunde sover i timevis efter en behandling.
Jeg oplever tit hunde der efter at have fået de første behandlinger springer ind og lægger sig ned og så er de klar til healing de nyder det simpelthen.
Tit får jeg hunde med psykiske problemer og når jeg kikker ind clairvoyant på hunden er det ofte store sår fra hvalpetiden som kan være mange ting og her er det præcis som hos mennesker noget sværere at arbejde med og det tager tid men som regel får vi sammen løst op for det og folk oplever at deres hund helt ændrer adfærd og bliver meget gladere og leger igen og har pludselig lyst til mad uden at den får det dårligt af det.
Jeg har da også oplevet hunde hvor jeg har grædt når jeg har set ind i dens første levetid, jeg har set hvordan den har måtte kæmpe for maden ofte gået sulten fra fadet fordi den ikke var stærk nok til at kæmpe sig til en plads, hunde der har levet hele deres hvalpeliv uden kontakt til andre end når de fik mad, hunde der er sat sammen med større hvalpe fordi der kun var den tilbage i kuldet og den er blevet jagtet fra morgen til aften af de store hvalpe, jo jeg har set meget og det gør bare så ondt helt inde i sjælen og man kan forstå hvilket mèn den stakkels hund har.
Jeg ville aldrig starte en behandling af en syg hund før en dyrlæge er blevet kontaktet og evt. behandling er afprøvet, men ofte er det sådan at kombinere behandling og healing kan have stor effekt og fremme helbredelsen af hunden.
Fordelen ved healing er at man kan ikke gøre noget galt men man kan i høj grad hjælpe og jeg bruger ofte naturmedicin sammen med healing.
Ex. Bachs nødhjælpsdråber burde forefindes i alle hundehjem, de afhjælper hurtigt hvis hunden har et akut angstproblem, de får hunde til at slappe mere af, selv bruger jeg den inden en hvalp rejser til et nyt hjem eller på udstilling hvor hunden kan føle ubehag over hallen, larmen osv., de er ganske uskadelige men effektive syntes jeg.
Hvor mange behandlinger en hund skal have er individuelt, men jeg kan mærke når tiden er inde til at stoppe behandlingen.
Et er vigtigt at man som behandler beskytter sig selv, jeg kan fortælle at jeg engang glemte det, jeg havde healet en hund med meget store problemer specielt med maven og den sidste healing foregik kl.11 om formiddagen, jeg kunne mærke den slap og nu var den rask, hunden tog hjem med sin ejer og kl. 13 stod jeg hos lægen med kraftige mavesmerter og kl. 17 blev jeg indlagt med mavesår og to dage efter opereret for akut tarmslyng så jeg har lært at beskytte mig.

Af og til får jeg besøg af hunde jeg har behandlet og mange af dem springer lige op i favnen på mig og lægger sig godt til rette DE VIL HEALES det er bare dejligt.
Fjernhealing er en healing der benyttes med god effekt hvor der er problem for ejeren at komme med hunden, typisk beder jeg om at få tilsendt et billede af hunden og en lille beskrivelse af hvad problemet er, jeg kører efter samme princip, jeg stiller ind på hunden og får så de informationer ned jeg skal bruge i min behandling.
Jeg har healet en hund i Brasilien der var i behandling hos mig men skulle rejse 3 måneder til Brasilien med sin ejer og de kontaktede mig fortvivlet at deres hund var meget syg, den kunne ikke rejse sig, vi aftalte hvornår jeg ville fjernheale den og dagen efter fik jeg en mail hvor der stod "Snuppi har rejst sig og spiser og leger og er som før".
Jeg har healet en hund som har svært ved at holde på fostrene, jeg fandt hvor der var ubalancer og healede hende og da hun drog til Tyskland med sin ejer og blev parret var jeg med til parringen (i tankerne) jeg fulgte med i hvad der foregik og efter parringen sørgede jeg for at æggene blev godt placeret i tæven, nu venter jeg spændt på om det er lykkedes for mig at hjælpe hende til at få sine hvalpe.
Jeg glæder mig over hver en hund jeg har hjulpet og selvfølgelig dens ejer, men at se en hund der liver sådan op efter endt behandling ja det er en fornøjelse, det er livsenergi.

Hanne Andersen
Kennel Ravnsager

Opdateret torsdag den 09. oktober 2008